Når bolden igen ruller i 2021 er det med et nyt trænerteam ved roret for FC Silkeborgs nyoprykkede serie 3-mandskab, som er kommet i kompetente hænder ved Mads Balle og Jonas Koch.
I spidsen for serie 3-holdet bliver fra årsskiftet Mads Balle, som kommer med mange års erfaring fra Lemming IF, hvor han har stået i spidsen for hold fra serie 5 til Jyllandsserien. Ved sin side vil han have Jonas Koch, som er er velkendt ansigt i klubben. I foråret 2021 vil der være sat officiel titel på en opgave, som han også har udfyldt i det meste af 2020, nemlig assistenttræner.
Senioransvarlig Ronnie Bang fortæller følgende om den nye trænerduo: “Jeg er en meget glad mand. Det er nu et par dage siden, at jeg havde fornøjelsen af, at fortælle spillerne, at det bliver Mads og Jonas, som skal svinge pisken over dem fremadrettet, og det er vel meget positivt modtaget. Det er et rigtig kompetent team vi har fået samlet her. Både når man ser på de kloge fodbold-hoveder, som sidder på både Jonas og Mads, men mindst lige så vigtigt, så har vi at gøre med to personer, som har de værdier, som vi værdsætter her i FC med stor stil. Jeg ved at jeg taler på vegne af alle i og omkring klubben, når jeg siger, at vi glæder os til at se dem i aktion”